For de voksne

For de voksne

Nodedyrene er en nem måde at give sit førskolebarn mulighed for selv at udforske klaverets hemmeligheder. Systemet kræver ingen nodekundskaber eller særlige tekniske hjælpemidler. Alt materiale kan hentes her på siden og skal blot printes for at I kan komme i gang.

Nodedyrene er bygget op som almindelige nodeark, men i stedet for noder er der indsat dyresymboler, der korresponderer med dyresymboler på den oversigt, man sætter oven for tangenterne. Der ændres altså ikke på tangenternes naturlige udseende, hvilket i længden gerne skulle gøre overgangen fra Nodedyrenes system til almindelige noder ganske uproblematisk. Samtidig er Nodedyrene opbygget således at hvert dyrs forbogstav samtidig er navnet på den tone, det dækker. I nodearkene tilgængelige i systemet ligger dyresymbolerne naturligvis rigtigt på nodesystemet, så barnet langsomt vænner sig til, hvor de forskellige noder hører hjemme.

I udvalget af sange er der overvejende lagt vægt på genkendelighed og muligheden for at kunne synge med.

Erfaringen med systemet er at børnene blot skal have hjælp til at placere oversigten rigtigt – derefter er de selv i stand til at stave sig igennem noderne. Det at systemet giver barnet mulighed for at udforske og nå frem til genkendelige resultater uden at der er en voksen til stede har vist sig at være særdeles tilfredsstillende for børnene.